MPEG-kompressor

Det kan være nødvendigt at komprimere MPEG-video af mange forskellige grunde - for at spare plads i enhedens hukommelse eller overføre en fil over internettet. Under alle omstændigheder har du brug for en god kompressor, der udfører sit arbejde på højeste niveau. Moderne videokomprimeringsalgoritmer adskiller sig fra billedkomprimeringsalgoritmer, som du måske er bekendt med. Den ekstra dimension og tid betyder, at forskellige matematiske og logiske metoder anvendes til videofilen for at reducere størrelsen, samtidig med at videokvaliteten opretholdes. Videokomprimeringsalgoritmer ser efter rumlig og tidsmæssig redundans. Ved at kode overflødige data et minimum antal gange kan filstørrelsen reduceres. Forestil dig for eksempel et minut, da karakterens ansigt langsomt ændrer sit ansigtsudtryk. Det giver ikke mening at kode et baggrundsbillede for hver ramme: I stedet kan du kode det en gang og derefter henvise til det, indtil du ved, at videoen ændres. Denne inter-forudsigelseskodning er ansvarlig for artefakter, der interfererer med komprimering af digital video: dele af det gamle billede bevæger sig med den forkerte handling, fordi noget i kodningen er blevet ubrugelig.

I januar 1988 blev der dannet en ekspertarbejdsgruppe om kodning af levende billeder inden for rammerne af den fælles informationstekniske komité JTC1 fra Den Internationale Standardiseringsorganisation ISO og Den Internationale Elektrotekniske Kommission IEC, som havde til opgave at udvikle standarder for billede og lyd kodning med det formål at eliminere redundans. MPEG-kompressionsstandarder blev udviklet af Moving Picture Experts Group. Denne teknologi definerer kompressionsstandarderne for både lyd- og videoinformation og gør det praktisk til transmission i udsendelse. Der er mange versioner af formatet - MPEG-1, MPEG-2, MPEG-3, MPEG-4 osv. MPEG-1 er en tabsfri kompressionsstandard for video og lyd. Det er designet til at komprimere VHS. Måske er alle fortrolige med MPEG-2-formatet. Det er dette format, der ligger til grund for DVD-Video-diske. MPEG-2-formatet er også grundlaget for digitale tv-standarder. MPEG3-standarden blev oprindeligt udviklet til brug i HDTV-systemer (High Definition Television) med en datahastighed på 20-40 Mbps. Den nye MPEG4-standard, der dukkede op i slutningen af 1999, giver et bredere overblik over medievirkeligheden. Standarden definerer principperne for at arbejde med indhold (digital repræsentation af mediedata) inden for tre områder: selve interaktivt multimedie (inklusive produkter distribueret på optiske diske og over internettet), grafikapplikationer (syntetisk indhold) og digitalt tv (DTV).